Blicherstenen
Hvad har nu alt dette med Blicherstenen at gøre, som står på Himmelbjerget?
Præsten Steen Steensen Blicher udgav i 1833 novellen ”Himmelbjerget”. Den beskrev, hvordan man fra den anden side, Alling-siden, sejlede over Gudenåen i et knobskib (en udhulet træstamme) og besteg Himmelbjerget. Her stævnede St. St. Blicher nogle år senere i 1839 for første gang til dansk folkemøde. Blicher var præst, og præster var veluddannede, de kunne tale bøndernes sag, og præster var også bønder på denne tid. De frie bønder, som havde ”fået foden under eget bord”, var afhængige af at have nogen, der kunne tale deres sag. Blicher stillede sig i spidsen for en ny bevægelse, som skulle sikre, at de frie selvejerbønder fik del i tilrettelæggelsen af rigets anliggender. Det var meningen med folkemødet, som var det første, der blev indkaldt i den danske natur.
Blicher kendte jo Himmelbjerget, som ellers var et forholdsvist ukendt sted. Det tilhørte en bonde, der hed Peder Nielsen. Han boede på Himmelbjerggården, som var et lille husmandsbrug mellem (Gammel) Rye og Himmelbjerget.
Der kom 5-600 mennesker til det første folkemøde trods manglende jernbane, turistbåde og den slags. Det var rigtig mange mennesker i en øde egn af Danmark.
Det var et risikabelt forehavende, for kongen var enevældig, og der var ingen demokratiske rettigheder, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed osv, kun hvad kongen gav lov til. Derfor talte Blicher klogt til kongens ære, målet med folkemøderne var angiveligt at udøve gymnastiske væddelege og synge hyldestsange til kongen. Så gik det an. Men meningen var at vække bønderne til fælles krav om at få del i rigets anliggender, altså del i regeringen.
Blicher ville gerne holde møde nummer to i 1840 for at gøre det til en tradition. Han indkaldte til mødet gennem avisannoncer, men ejeren, Peder Nielsen, indrykkede også en meget lille annonce, hvor der stod, at ingen måtte tage ophold på bemeldte bjerg uden hans samtykke. Nu var Blicher på den. For han havde glemt at spørge bonden om lov. Blicher valgte at gå i krig og indrykkede en endnu større artikel, hvor han skrev, at en mand der ville forsøge at forhindre det danske folk i at samles, skulle man som i gamle dage sky som pesten, indtil han blev på ensom at han gik hen og hængte sig. Blicher fortsatte dog med at sige, at en sådan straf nok var for hård for Peder Nielsen, men ”hvis jeg var bonde i Gl. Rye, hvad jeg gerne ville være, ville jeg ikke komme Peder Nielsens gård så nær, at jeg kunne lugte røgen fra hans skorsten”. ”En instans, der står over vejvæsenet, bør gribe ind”, fortsatte Blicher.
Vejvæsenet var på den tid i gang med at bygge veje ud i det vestjyske område, hvor bønderne var begyndt at opdyrke heden, så man kunne få varerne til Aarhus, bl.a. chaussevejen, Silkeborgvejen, der går i den nordlige del af Skanderborg kommune. Den blev bygget af en vejingeniør ved navn Enrico Mylius Dalgas, som senere stiftede Hedeselskabet.
En instans, der stod ”over vejvæsenet”, var den konge, der havde givet vejvæsenet ekspropriationsbeføjelser til at tvangsopkøbe arealer til landeveje. Så Blicher opfordrede kongen til at gribe ind.
I 1840 var kongen, Chr. 8., på en af sine mange Jyllandsrejser, og han mødtes med sine sognefogeder i Silkeborg, hvor man skulle finde ud af, om man kunne udnytte vandkraften ved det gamle bispeslot Silkeborg. Kongen fandt ud af, at det var en god ide at anlægge en handelsplads og en papirfabrik. Kongen havde hørt om Blichers artikel og red med en større gruppe sognefogeder på udflugt til Himmelbjerget og måtte give Blicher ret. Han sendte en sognefoged ud til Peder Nielsen og stævnede ham til at komme til Silkeborg, og her købte kongen Himmelbjerget til det danske folk.
Så de frie bønder, bl.a. i Gantrup, fik i Blicher en talsmand, som hjalp dem. Blicher var igangsætteren. Folkemøderne bredte sig i hele Danmark – Vejrhøj på Sjælland, Skamlingsbanken osv. opstod efter 1839. Dette var med til at ”tvinge” kongen til at nedsætte den grundlovgivende rigsforsamling af 150 betroede mænd, bl.a. Drewsen-familien som grundlagde Papirfabrikken i Silkeborg, Grundtvig, Monrad og flere andre præster. Blicher kom ikke med, for han begik nok den fejl at tale om de nordiske broderfolk, og så døde han også, inden grundloven blev vedtaget.
Blicher kendte jo Himmelbjerget, som ellers var et forholdsvist ukendt sted. Det tilhørte en bonde, der hed Peder Nielsen. Han boede på Himmelbjerggården, som var et lille husmandsbrug mellem (Gammel) Rye og Himmelbjerget.
Der kom 5-600 mennesker til det første folkemøde trods manglende jernbane, turistbåde og den slags. Det var rigtig mange mennesker i en øde egn af Danmark.
Det var et risikabelt forehavende, for kongen var enevældig, og der var ingen demokratiske rettigheder, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed osv, kun hvad kongen gav lov til. Derfor talte Blicher klogt til kongens ære, målet med folkemøderne var angiveligt at udøve gymnastiske væddelege og synge hyldestsange til kongen. Så gik det an. Men meningen var at vække bønderne til fælles krav om at få del i rigets anliggender, altså del i regeringen.
Blicher ville gerne holde møde nummer to i 1840 for at gøre det til en tradition. Han indkaldte til mødet gennem avisannoncer, men ejeren, Peder Nielsen, indrykkede også en meget lille annonce, hvor der stod, at ingen måtte tage ophold på bemeldte bjerg uden hans samtykke. Nu var Blicher på den. For han havde glemt at spørge bonden om lov. Blicher valgte at gå i krig og indrykkede en endnu større artikel, hvor han skrev, at en mand der ville forsøge at forhindre det danske folk i at samles, skulle man som i gamle dage sky som pesten, indtil han blev på ensom at han gik hen og hængte sig. Blicher fortsatte dog med at sige, at en sådan straf nok var for hård for Peder Nielsen, men ”hvis jeg var bonde i Gl. Rye, hvad jeg gerne ville være, ville jeg ikke komme Peder Nielsens gård så nær, at jeg kunne lugte røgen fra hans skorsten”. ”En instans, der står over vejvæsenet, bør gribe ind”, fortsatte Blicher.
Vejvæsenet var på den tid i gang med at bygge veje ud i det vestjyske område, hvor bønderne var begyndt at opdyrke heden, så man kunne få varerne til Aarhus, bl.a. chaussevejen, Silkeborgvejen, der går i den nordlige del af Skanderborg kommune. Den blev bygget af en vejingeniør ved navn Enrico Mylius Dalgas, som senere stiftede Hedeselskabet.
En instans, der stod ”over vejvæsenet”, var den konge, der havde givet vejvæsenet ekspropriationsbeføjelser til at tvangsopkøbe arealer til landeveje. Så Blicher opfordrede kongen til at gribe ind.
I 1840 var kongen, Chr. 8., på en af sine mange Jyllandsrejser, og han mødtes med sine sognefogeder i Silkeborg, hvor man skulle finde ud af, om man kunne udnytte vandkraften ved det gamle bispeslot Silkeborg. Kongen fandt ud af, at det var en god ide at anlægge en handelsplads og en papirfabrik. Kongen havde hørt om Blichers artikel og red med en større gruppe sognefogeder på udflugt til Himmelbjerget og måtte give Blicher ret. Han sendte en sognefoged ud til Peder Nielsen og stævnede ham til at komme til Silkeborg, og her købte kongen Himmelbjerget til det danske folk.
Så de frie bønder, bl.a. i Gantrup, fik i Blicher en talsmand, som hjalp dem. Blicher var igangsætteren. Folkemøderne bredte sig i hele Danmark – Vejrhøj på Sjælland, Skamlingsbanken osv. opstod efter 1839. Dette var med til at ”tvinge” kongen til at nedsætte den grundlovgivende rigsforsamling af 150 betroede mænd, bl.a. Drewsen-familien som grundlagde Papirfabrikken i Silkeborg, Grundtvig, Monrad og flere andre præster. Blicher kom ikke med, for han begik nok den fejl at tale om de nordiske broderfolk, og så døde han også, inden grundloven blev vedtaget.
Vi fik grundloven i 1849, og Himmelbjerget blev helt naturligt et mindested for grundlovens tilblivelse, altså bøndernes kamp for frihedsrettighederne – bl.a. forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ejendomsrettens ukrænkelighed.
Efter grundlovens indførelse kom der en højredrejning, hvor mange godsejere ville have demokratibevægelsen rullet tilbage. Drewsen, der på dette tidspunkt var i fuld gang med sin papirfabrik i Silkeborg, havde været med til kæmpe for grundloven, og begyndte som modvægt at holde grundlovsfester på Himmelbjerget fra dens 5 års fødselsdag i 1854.
Gennem årene blev der rejst mindesmærker for de toneangivende personer, som havde været med til at give os grundloven. En anden dag må I lave et arrangement på Himmelbjerget, så vil jeg gerne komme forbi og fortælle om, hvem de var.
Vi fik grundloven i 1849, og Himmelbjerget blev helt naturligt et mindested for grundlovens tilblivelse, altså bøndernes kamp for frihedsrettighederne – bl.a. forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ejendomsrettens ukrænkelighed.
Efter grundlovens indførelse kom der en højredrejning, hvor mange godsejere ville have demokratibevægelsen rullet tilbage. Drewsen, der på dette tidspunkt var i fuld gang med sin papirfabrik i Silkeborg, havde været med til kæmpe for grundloven, og begyndte som modvægt at holde grundlovsfester på Himmelbjerget fra dens 5 års fødselsdag i 1854.
Gennem årene blev der rejst mindesmærker for de toneangivende personer, som havde været med til at give os grundloven. En anden dag må I lave et arrangement på Himmelbjerget, så vil jeg gerne komme forbi og fortælle om, hvem de var.
Dette billede er fra et langt senere folkemøde i 1892, men viser hvordan et sådant folkemøde kunne se ud.