Det Skanderborgske Rytterdistrikt
Ovenfor ses rytterdistriktet med den grænse, jeg havde overført til det forrige kort for at vise sammenfaldet mellem rytterdistriktet og vildtbanen. Rytterdistriktet gik helt op til Ans og vestpå til Silkeborg. Nede i venstre hjørne ses en stor sø, som ingen næppe kan genkende i dag. Den er blevet til Uldum Kær. Nederst til højre ligger Horsens og øverst til højre Brabrand sø. Hele dette område var rytterdistriktet.
Overskuddet fra landbruget indenfor hele dette landskab skulle gå til at holde ryttere med mundering og heste og kost og logi. De kolonner, der står ved siden af kortet, er sammentællinger af, hvor mange tønder hartkort, der fandtes i hvert sogn. De giver den skatteevne, som var nødvendig for at 700 ryttere kunne holdes med mundering, hest, kost og logi. Der skulle være 700 ryttere i et rytterdistrikt, der skulle bruges 8 tønder hartkort til at understøtte en rytter, så der skulle være 5600 tønder hartkort landbrugsjord i rytterdistriktet. Så hvis man f.eks. havde 700 ryttere, som man kunne sende til Sverige, hvor de fik tæsk, og der kom kun 400 hjem, så havde kongen et kæmpe problem med at få dyrket jorden.
Bønderne ville gerne undgå denne militærtjeneste, og på et tidspunkt erkendte kongen, at det var en dårlig forretning. Så for at få jorden dyrket, indførte han forbud mod at ”ride for gården”. Så hyrede man folk udefra til at bo på gården, dvs. man indførte lejesoldater, typisk unge tyske mænd, der kommer herop og boede ude på gårdene i starten, også i Gantrup. Hvis der var to gårde, som tilsammen havde 8 tønder hartkorn, så skulle de deles om en rytter. Det kunne være en ung tysk knøs, som selvfølgelig syntes, at pigerne i landsbyen var interessante. Derfor havde vi rigtig mange tyske efternavne på gårdene og efterfølgende i kirkebøgerne. Det hele var et naturalie-økonomisk system, som blev styret via protokoller. Det var bøvlet for kongen at vedligeholde det, så derfor afviklede han det i 1767 og solgte rytterdistrikterne til dem, der ville byde på dem. Derved fik han penge, og han indførte skatter som kunne finansiere lejesoldater.
Her har jeg indsat nutidige kommunegrænser på kortet ovenfor:
Silkeborg kommune øverst til venstre, Skanderborg i midten og Horsens nederst. Det er de tre kommuner, der tilsammen dækker det meste af vildtbanen og rytterdistriktet. Kortet er fra 1723. Teksten lyder ”Plan des Schanderborger Reuter Districts” – man talte tysk ved hoffet på det tidspunkt.
Mange gårde i landsbyerne fik navnet Ryttergårde, fordi rytterne boede der. På et tidspunkt, inden det hele blev solgt, blev de samlet i kaserner. Der blev bygget en stor kaserne i Skanderborg, hvor en stor del af distriktets ryttere blev indlogeret, og det gjorde der også ved Søby Søgård nord for Silkeborg. Hovedgård blev også udlagt som ryttergård, ligesom Sjelle Skovgård, der i dag hedder Wedelslund. I Silkeborg var der også en kaserne. I 1720’erne kom der også rytterskoler i mange af landsbyerne.
På det tidspunkt indledtes oplysningstiden, hvor bønderne gerne skulle lære at læse, fordi kongen indså, at bønderne var mere effektive, hvis de var oplyste eller uddannede. Der kom 22 skoler i Det Skanderborgske Rytterdistrikt. Mange af dem findes i dag. På bygningerne blev der indsat sandstenstavler, og hvis den første skole blev nedlagt, flyttede man siden tavlen til den nye, centrale skole. I Bjedstrup hænger tavlen f.eks. inde i aulaen på Bjedstrup skole, og den kom fra rytterskolen i Svejstrup. Der er også en tavle i Sdr. Vissing. Når man går fra midtbyen mod Skanderborg, finder man ryttertavlen på gavlen af den gamle skole. Rytterskoletavlen fra Yding sidder i aulaen i Østbirk skole.