Klostre med vokseværk
Et kloster måtte ikke købe jord. Munke og nonner skulle leve meget asketisk, men de måtte gerne modtage testamentariske gaver. Hvem kunne være interesseret i at donere jord til klostrene? Dem, der ingen arvinger havde. Hvis man gav sit jordiske gods til kirken, kunne man tage ophold på klosteret som et alderdomshjem og bo der, indtil man døde. Og afhængigt at størrelsen af gaven, kunne man få forsødet sin alderdom og blive passet godt, indtil man døde.
I middelalderen, dvs. perioden fra klosteret blev grundlagt og indtil reformationen, hvor katolicismen blev opgivet, samlede klostrene gods via testamentariske gaver. De måtte gerne bytte, så hvis de havde et jordstykke, der lå langt væk, kunne de prøve at bytte med noget tættere på, så de fik et mere kompakt landområde at eje.
Engang i tolvhundredetallet kom der en reform af klosterbevægelsen, hvorefter munke og nonner ikke mere måtte bo på de samme klostre. Derfor skulle munkene finde et andet sted. Nonnerne blev på Vissing kloster, men munkene vandrede op over Sukkertoppen og grundlagde Voer kloster, som er der hvor Klostermølle ligger i dag. Munkene var gode til det, man kalder ”vandbygning”, dvs. at trække energi ud af det strømmende vand, og det gjorde de ved at flytte Gudenåen ind til foden af Sukkertoppen, ind i det, vi i dag kalder Klosterkanalen. Her lavede de et vandfald ved deres nye kloster, Voer kloster, hvor de udnyttede vandkraften. Klostermølle hedder sådan, fordi det er en mølle til et kloster.
I fjortenhundredetallet magtede nonnerne ikke mere at drive det gods, de havde samlet, så klosterets jord blev lagt ind under Voer kloster, og munkene fik nonnernes jord.
Kortet viser alle de ejerlav, hvor Voer kloster ejede landbrugsjorden på det tidspunkt, hvor katolicismen begyndte at blive udfordret. Det er ikke sådan, at klosteret ejede al jorden i de enkelte landsbyer på kortet, men de jorder der var blevet doneret, fordi der ikke var arvinger til dem. Landbrugsjorden blev på dette tidspunkt dyrket i fællesskab, så hvis man kunne tegne et detaljeret kort, ville der være strimler, hvor klosterjorden vekslede med selvejernes jorder. Men jo tættere man kom på selve klosteret ved Klostermølle, desto mere massivt blev klostrets ejerskab, og jo længere væk desto tyndere. Men det er ret tankevækkende, at klostrene op gennem middelalderen fik samlet så meget jord, at den katolske kirke sad på 30% af Danmarks samlede landbrugsareal. Kongen sad på 20%, og stort set alt resten var ejet af godserne, altså herremændene. Så var der nogle enkelte selvejere hist og pist, som havde haft børn, der kunne overtage ejendommene og fortsætte slægtens drift. Men ellers var de tre store magtfaktorer kirken, kongen og adelen.
I og med at kirken ejede 30% og kongen kun 20% begyndte kongen at føle, at kirkens magt var enorm. Det drejede sig om magten over produktionsapparatet. Og som Karl Marx sagde: De, der ejer produktionsapparatet, har magten. De, der kunne producere et overskud, havde muligheden for at investere dette overskud og blive endnu rigere. De, der ejede jorden, havde faktisk magten.
Voer kloster var et af de meget magtfulde herreklostre, og det blev de ikke kaldt, fordi de var beboet af munke, men som en pendant til en herregård. Og alle de bønder, der hørte ind under Voer kloster, var fæstebønder. Dvs. at de havde lejet jorden af klosteret og betalte afgifter til klosteret for at kunne dyrke dets jord. Afgifterne var landbrugsprodukter, som skulle afleveres i klosterets ladegård. Voer klosters ladegård var selvfølgelig Voerladegaard. Hvis man en dag kører fra Voerladegaard til Klostermølle og stopper midt på strækningen, hvor der er træer på begge sider, kan man inde til venstre for vejen se nogle fantastiske hulveje, der er nedslidte hjulspor, som kan være mere end to meter dybe. De viser, at der har været en livlig trafik mellem ladegården og klosteret for at transportere produkterne.