Selvejerbønder
Sidst i 1700-tallet var udviklingen som sagt løbet fra rytterdistrikterne, og kongen valgte at sælge sine arealer til højestbydende. Auktionen over Det Skanderborgske Rytterdistrikt blev holdt på Skanderborg Slot i 1767.
Ved salget af krongodset blev det besluttet at oprette en ny hovedgård af Møldrup og Krog med tilhørende fæstegods i landsbyerne Saabye, Yding, Hem, Dørup, Voerladegaard og Gantrup. Så man samlede landsbyer under de større gårde for at sælge dem samlet som en herregård på auktionen. På den måde blev hele Søhøjlandet splittet. Nu var det ikke længere et rytterdistrikt, en samlet administrativ enhed, men i stedet små herregårde. Det muliggjorde at købmænd fra købstæderne Horsens og Aarhus, som havde tjent mange penge på handel med kolonierne og hvad de ellers tjente penge på, begyndte at købe herregårdene op.
Blandt de største opkøbere af gårde i rytterdistriktet var Frijsenborg, grevskabet ved Hinnerup, og Mattrup gods. Gårdene Krog og Møldrup med fæstegods - blev i første omgang solgt samlet til handelsmanden, kancelliråd Jochum Rodenborg de Lichtenhjelm fra Horsens. Lichtenhjelm, som hørte til de rigeste slægter i Danmark, valgte allerede to år efter, i 1769, at sælge hovedgården og bøndergodset til magister Borch, præst i Grejs ved Vejle. Han har formentlig været ud af en rig slægt, men valgte et erhverv som præst. Uden penge i bagagen havde han nok ikke haft råd til dette opkøb.
Borch solgte bøndergodset videre til de enkelte fæstebønder, og på den måde indførtes selvejet. Men pengene til at købe gårdene måtte bønderne ofte låne af sælgeren, som så fik renter af gælden og tjente godt på det.
De gårde, som blev opkøbt af Frijsenborg og Mattrup, blev ikke lige så hurtigt frie bønder som dem, købmændene erhvervede. Det lå nok mere til købmændene at få solgt videre i en fart for at tjene penge.
Men bønderne inde i rytterdistriktet blev generelt frie på et meget tidligere tidspunkt end udenfor, hvor man blev ved med at være fæstebønder under de private godser.
Magister Borch solgte godt nok gårdene til bønderne, men ”herlighedsretten” solgte han til Urup gods. ”Herlighedsretten” var bl.a. fiskeriet i Mossø og retten til at høste tagrør i Mossø. Urup gods forpagtede så denne ret til landsbyen Dørup, så bønderne i Dørup blev fiskerbønder. De levede halvdelen af deres liv på søen. De fiskede og flettede sivsko af tagrør fra søen. Så Dørup havde en helt særlig status i forhold til alle de andre landsbyer.
Men andre landsbyer havde også specialer. F.eks. Voerladegaard specialiserede sig i at producere hørlærred, for de havde adgang til hørhuller i Klosterkær ned mod Gantrup. (Hør skal ligge i lavvandede områder og mørne, for at man kan slå trevlerne ud til at lave klæde med).
Selvejerbønderne begyndte nu at tænke i, hvordan de kunne berige sig selv ved hjælp af den jord, som de ejede. De gjorde bl.a. op med den fælles drift af landbrugsjord. En landsbys jord kunne være delt ind i lange tynde strimler, så man kunne have sin jord liggende halvfjerds forskellige steder. I stedet ønskede de deres jord samlet omkring hver enkelt gård. Herefter fulgte den periode i landbrugshistorien, der kaldes ”udskiftningen”. Det betød, at jorden tilhørende landsbyen blev samlet i store klumper, der lå ind til gårdene. Gårdene lå typisk inde i landsbyen, som vi kender det her i Gantrup, så jordlodderne kom til at stråle ud mod landsbyens afgrænsning.
Selvejerbønderne besluttede altså at ophæve den fælles drift af landsbyens jord til fordel for den mere effektive individuelle drift. Derfor fik landinspektør Løffler i 1789 til opgave at gennemføre udskiftningen. Alle 14 gårde, som fandtes i Gantrup på det tidspunkt, blev liggende i landsbyen, men fik jordlodder, som strålede ud fra bykernen.
Bønderne solgte de mest marginale landbrugsarealer fra til husmændene, så der opstod en mængde småejendomme i det åbne land. Bebyggelsesstrukturen viser tydeligt denne udvikling, hvor det i begyndelsen stort set kun var gården Birknæs, der lå midt i Gudenådalen, men efterhånden voksede de mindre brug frem mange steder.
Kortet er fra 1859 og viser Voerladegaard sogn, som Gantrup hørte til. Stregerne er alle de skel, som landinspektøren havde trukket i sidste del af 17-hundredetallet. De gamle udskiftningskort, som dækkede hver landsby, blev tegnet over og samlet i sognekort, som så blev sat ned i størrelse. Kortet er en konsolidering af flere ældre kort.
Den del af kortet, som omfatter Gantrup, ser således ud:
På dette tidspunkt er frasalget af yderområderne til husmænd endnu ikke rigtig slået igennem, så matriklerne stråler stadig ud fra selve landsbyen, hvor gårdene ligger. Men man kan se det på matrikelnumrene. ”a”-erne er de oprindelige hovedmatrikler”. ”b”, ”c”, ”d” osv. er så udstykninger fra ”a”-erne. 12c og 12d er udstykket fra den oprindelige gård 12. De firelængede gårde inde i landsbyen kunne godt være resterne af de oprindelige tvillingegårde.
Gantrup dækkede naturligt hele området ned til Gudenåen på tværs af den skillelinje, der i dag udgøres af Ryvej.