Vildtbanen
Det var starten på det, vi kalder renæssancen. Christian den Tredje er den første renæssancekonge. Renæssance betyder genfødsel, og det var storhedstiden, der skulle genfødes, - den tid der var, før kirken fik for megen magt.
Renæssancekongerne begyndte at bygge slotte og fråse. De viste deres magt gennem at invitere deres fyrstevenner på jagt. Christian den Tredje udlagde hele klostergodset i Søhøjlandet til sit private jagtdistrikt, Den Skanderborgske Vildtbane. Det skete ved, at man opsatte vildtbanesten, der står f.eks. en ved Græstrup, men de står hele vejen rundt kanten. Der står også en ved indgangen foran Sandvad Kro. De er typisk to meter høje, slanke, og så er der udhugget kongeligt monogram - dog af senere konger end Christian den Tredje, for de første skelmarkeringer var af træ, og da de rådnede, erstattede man dem med nye skelsten i granit. Det sted, hvor der i dag er samlet allerflest, er ved indkørslen til Hald Hovedgård. Den Skanderborgske Vildtbane gik helt derop. Der samlede man dem ind på et tidspunkt og kaldte dem Niels Bukkes hjørnetænder. Her hos os står der stadig mange af dem i landskabet, og de er totalt fredede. Der står f.eks. en i skellet mellem Søvind og Hundslund, hvor vi har lavet en vandresti, som går fra Søvind skole til Hundslund skole. Stien går lige forbi vildtbanestenen, og vi har lavet en tavle, der fortæller historien om stenen.
Hvis man var fæstebonde inden for kongens jagtdistrikt og havde en hund, skulle man hugge dens ene forben af, eller i hvert fald halvt igennem. Den skulle lemmes, for hunden måtte ikke skade det, der var vigtigst for kongen, vildtet.
Krybskytter skulle man skyde et skud bly i. De skulle aflives, i hvert fald hvis det var bønder. Der var godt nok en adelsmand ved navn Podebusk, der red fra Skanderborg til Silkeborg og kom gennem Javngyde nord for Rye, hvor han ”kom til” at skyde et rådyr. Der står i kancelliets brevbøger, at kongen – uanset venskabet med Podebusk – ville have opklaret, om han virkelig havde skudt et rådyr, og hvis det var tilfældet, skulle sagen forfølges. Der var nogle bønder, der havde set det, og man kunne altid knibe dem lidt for at få dem til at sige det, man ville have dem til at sige. Det fremgår også, at kongen senere aflyste tiltalen mod Podebusk – sandsynligvis fordi der blev lagt lidt af familien Podebusks jord til vildtbanen.
Historien viser, at vildtet havde en kæmpe værdi for kongen. Vi bor midt i Den Skanderborgske Vildtbane, og det er en fælles identitet, vi har, uanset om vi bor i Alken eller Gantrup. Vi har et fælles protokollat på Skanderborg slot, der fortæller, at hvis en bonde skulle skifte, altså hvis han døde, så skulle der en ny bonde ind på gården. Så skulle han ofte have konen eller datteren for at få det fæste, der hørte til gården. Det er de såkaldte skifteprotokoller, som slægtsforskerne undersøger. Man kan se, at hvis der var uenighed i lokalsamfundet, så indkaldte man bønderne fra nabolandsbyerne til at afgøre tvisterne. Dengang fandt bønderne ofte ægtefæller, som ikke kom længere væk fra end nabolandsbyerne, så man var ret bofaste, og. Man rejste ikke så meget rundt dengang.
Efter reformationen blev der lavet jordebøger, som var en fortegnelse over de ejendomme som kongen ejede. I dem stod der også, hvem han havde overtaget ejendommene fra, og i en jordebog fra 1573 stod der, at kongen overtog 8 gårde i Gantrup fra Voer kloster. Så der har været 8 gårde i Gantrup, der hørte under klosteret, og senere kongen. Måske var det hele landsbyen, men vi får senere at vide, at der var 14 eller 16. På den tid var det ofte situationen, at der boede to fæstere på en gård. En firelænget gård kunne have to stuehuse og to stalde. Så 8 gårde kunne godt være med to fæstere hver, altså 16 i alt. Det er ikke helt nemt altid at dechifrere de gamle protokoller.
Efter reformationen blev der lavet jordebøger, som var en fortegnelse over de ejendomme som kongen ejede. I dem stod der også, hvem han havde overtaget ejendommene fra, og i en jordebog fra 1573 stod der, at kongen overtog 8 gårde i Gantrup fra Voer kloster. Så der har været 8 gårde i Gantrup, der hørte under klosteret, og senere kongen. Måske var det hele landsbyen, men vi får senere at vide, at der var 14 eller 16. På den tid var det ofte situationen, at der boede to fæstere på en gård. En firelænget gård kunne have to stuehuse og to stalde. Så 8 gårde kunne godt være med to fæstere hver, altså 16 i alt. Det er ikke helt nemt altid at dechifrere de gamle protokoller.
Christian den Tredjes søn var Frederik den Anden. Der er for ikke så mange år siden udgivet bog om, at han var en meget lidt kommunikerende konge. Men eftertiden har fundet ud af, at han var ordblind og i virkeligheden utroligt begavet. Han elskede også sin hustru, hvilket måske var usædvanligt! Han overtog farens værk ved hans død. Han havde jo nedlagt den katolske kirke, men Christian den Tredje var klog, for i stedet for at sætte abbederne fra klostrene i fængsel, gjorde han dem til lensmænd. De skulle så bare lære ikke at sende skatten til Rom, men til kongen. Frederik den Anden gjorde værket færdigt ved at beordre klostrene nedbrudt. Vi kender historien om Øm kloster.
Frederik den Anden ville gerne have et jagtslot i det midtjyske område, for Søhøjlandet var det vigtigste jagtområde, han havde. Men han var træt af beliggenheden ved Øm, for det var lavt og tåget og koldt, så han besluttede at bryde klosteret ned og flytte stenene ind til den gamle kongeborg i Skanderborg by, hvor han opførte et renæssanceslot. Det blev et af de prægtigste jagtslotte i Nordeuropa.
Billedet viser Skanderborg Slot, da det var stort. Læg mærke til det runde tårn og sidebygningen, som er det, der er tilbage i dag, hvor de to bygninger udgør Skanderborg Slotskirke. Resten af slottet er nedbrudt. Nede i kælderen under slotskirken havde kongen sin vinkælder. Man drak en del på jagterne, og man siger, at renæssancekongerne regerede landet om formiddagen, frem til frokost, hvorefter der skulle spises og drikkes til næste morgen.
Frem mod 1767 blev det klart, at det var en umoderne måde at drive hæren på ved at finansiere den af overskud fra landbruget. Så i 1767 solgte kongen sine 12 rytterdistrikter. Skanderborg slot (på nær slotskirken) blev nedbrudt og solgt som byggematerialer. Det er ikke Gantrup Byggemarked, men man havde en bedre forståelse for genbrug dengang. Klosteret på Klostermølle blev også nedbrudt og solgt, og der findes et auktionsskøde, hvor det fremgår, at der ved Klostermølle findes et rudera, et nedbrudt område, hvor der kan hentes sten.
På kortet ovenfor er den røde streg afgrænsningen af vildtbanen, mens de grønne prikker er vildtbanestenene, som står der endnu. Gantrup er markeret med et rødt kryds.
Den blå streg er det, der senere blev til Det Skanderborgske Rytterdistrikt. Vildtbanen er de ejendomme, kongen ejede, og det er stort set sammenfaldende med de ejendomme, der senere kom til at betale deres overskud til den danske rytterhær.
Frederik den Anden var endnu mere jagtglad end sin far og ude omkring i landsbyerne var der jagthytter, og når kongens jagtselskab red igennem landskabet, kunne de tage ophold i en jagthytte f.eks. i Gl. Rye, hvor de kunne komme i tørvejr, selv om de var langt væk fra slottet.
De fæstebønder, der boede inden for vildtbanen, havde pligt til at yde en afgift, der hed jægergæsteri. Det betød, at når kongens jægere kom, skulle de give hestene havre og mændene mad.