Jeg har længe tænkt at skrive om Gantrup, nu er det da ridset op og lokaliseret, men om det bliver til mere, er jeg den rette til at fortælle om de gamle mennesker, over deres liv var der ogsaa lys og skygge, enkelte grene lever endnu, og jeg ved, træd varsomt i en stue ind, jeg har mødt mange mennesker, fundet behag i mange, skuffet over nogle, bag det søde kan bo en anden. Der er saa mange blade i livets mindebog, forskelligt for hvert menneske, vi maa søge at faa det bedste ud af de dage der er os tildelt.
Livet er en stor gave, det bedste fundament er et godt hjem, hvor familien er samlet det meste af dagen og faa lov til at arbejde sammen, i vor ungdom er vi paa vej frem, dagene er kostbare, de gaar saa hurtig, vi vil gerne naa saa meget, senere er vi paa vej hjem. Et liv kan leves i værdighed, ærlighed, kærlighed. Ofte har den der gaar stille hjemme naaet længere end dem der kommer frem i hæder og ære. Hjemmet har krav paa os, der er de bedste timer, sol og regn er der for os alle, tag ikke alt for givet, for sorger og glæde er livet. To kan bære meget, arbejde er den bedste medicin, ikke alt lykkes for os, der bøjes vi, naar man gør en ting saa godt man kan, kan det ikke blive bedre, er mit motto. Jeg har altid haft skrivelyst, fyldt flere dagbøger, ja der ligger meget.
Jeg er selv født paa Landet, noget af det bedste at vokse op og se alt gro, være med til at passe de forskellige dyr, vi havde Heste, da var der ikke Traktor, min far havde gaarden i 27 aar, jeg fik lov at være i mit hjem i 55 aar, og nu min Søn med familie. Dalager, vort fra 1911. En dejlig tid. Der et vers, se frem men ej tilbage. Nu har jeg mistet tre af mine kære, det har knækket meget af mit livsmod.-
Gennem et langt liv møder man mange forskellige folk, paa godt og ondt. Jeg har aldrig savnet selskab ude eller hjemme, der har altid været nok. Jeg har altid været glad naar nogen har ringet og haft tid til en snak. Den samme sol skinner paa os alle, er der enhver der ser det. Nogle synes at have mere modgang, mørke skyer, bedst er det naar der er to om at bære. Naar jeg tænker tilbage, hvor kunne de hjælpe hinanden, de stod ikke med uret i haanden og tænkte paa timelønnen, som nu kan være 130, hvem kan gøre fyldest for det. Tiderne skifter, jeg tænker ogsaa paa, hvor folk hilste venligt paa hinanden, naar de mødtes paa vejen og sagde Guds Fred eller gik forbi nogen der arbejdede sagde de: Guds hjælp, og sad de ved bordet og spiste, velbekom, tre hovedmaaltider, æ dover, onde, og æ nætte. Det er der ingen der siger nu. Vi var selvforsynende med meget, Kød og frugt, og krævede ikke meget. Det er saa hyggeligt at tænke tilbage paa de gode dage i hjemmet, nu er alt et jag, familien samles om aftenen. Naar vi bliver ældre maa vi takke Gud for hver dag vi kan klare os selv. (Der er altid et Foraar paa vej).