Ny råstofplan ignorerer Gantrups indvendinger

Skrevet af Allan B. Christensen - 2012-09-08 11:13:00

”Administrationens vurdering er, at der afstandsmæssigt er taget hensyn til Gantrup”.

”Administrationens vurdering er, at der afstandsmæssigt er taget hensyn til Gantrup”.

Men denne arrogante bemærkning fejer anonyme byrokrater i Region Midtjylland indvendingerne fra stort set alle indbyggere i Gantrup til side.
 
Som beskrevet her på Gantrup.dk sendte 44 borgere i Gantrup i marts en indsigelse til regionen mod planerne om en markant udvidelse af den nærliggende Vestbirk grusgrav. Planerne indgår i regionens Råstofplan 2012, som er under behandling med henblik på politisk vedtagelse til efteråret.

I indsigelsen fra marts måned pegede underskriverne på, at planen flytter graveområdet alt for tæt på Gantrup, hvilket vil medføre direkte gener for beboerne i form af støv, støj og trafikgener fra de talrige lastbiler.

Henvendelsen til regionen afviste ikke en udvidelse af gravearealet men forlangte som minimum en 100 meters frizone omkring hvert hus i Gantrup.
 
I stedet for at forholde sig til vores reelle indvendinger, anfører den anonyme ”administration” tre kommentarer, de alle har det til fælles, at der er tale om at krybe uden om.

 
 Klip fra Bilag 2 til det reviderede udkast til råstofplan 2012
 
”Der er taget hensyn”
 
1) ”Administrationens vurdering er, at der afstandsmæssigt er taget hensyn til Gantrup”. Hvori denne hensyntagen består, fremgår selvsagt ikke. Faktum er, at planen går meget tæt på Gantrup by, og at 4-5 huse vil få grusgraven inden for få meters afstand. Dette fremgår at regionens eget kortmateriale
 
 

”Ingen trafik gennem Gantrup”
 
2) ”Grusgravstrafikken vil blive ledt ud til Ryvej, og dermed ikke gennem Gantrup”. Ja, det manglede da bare. Ingen har påstået andet. Hvad vi derimod har sagt er bl.a.:
 
• I forvejen er børnenes vej til skole i Østbirk usikker på grund af den tunge trafik, som allerede foregår til og fra grusgraven på vestsiden af Ryvej.
• Udstødning fra tung trafik.
• Vil give større risiko for ulykker særligt i forbindelse med vejnet der ikke er forberedt til tung trafik.
• Der vil forekomme vibrationer fra trafik med tunge køretøjer.
• Støj fra anlæggets interne trafik og produktionsanlæg.
• Støjproblemer ved transport fra anlægget.
 
Disse punkter går administratorerne helt udenom. Det er da også meget nemmere at udtale sig om, at gruset ikke skal køres gennem selve Gantrup. Som vi allerede skrev i indsigelsen fra marts: ”Men på trods af disse klart negative følger overvejer rapporten ikke med et ord, at den samlede virkning på Gantrups landsbymiljø også vil være negativ i kraft af udsigten til alle de nævnte gener.”
 
"Kommunen vil..."
 
3) ”Kommunen vil i den konkrete sagsbehandling vurdere de miljømæssige påvirkninger i forhold til støj og støv og på den baggrund bestemme og fastlægge afstandsvilkår til indvindingsområdet.” Igen kryber administratorerne uden om. Nu er det altså op til Horsens kommune at forholde sig til de gener, beboerne i Gantrup har påpeget.
 
Det er da heldigt, at kommunen vælge at lægge begrænsninger på grusgravningen eller undlade at give tilladelse for hele området, når regionens administration ikke vil. Men hvorfor skal dette ansvar nu skubbes over på kommunen? Hvis ikke regionens råstofplan skulle forholde sig til de reelle problemer ved råstofudvinging, kunne den jo blot gøre hele regionen til et kæmpe udvindingsområde, og så lade kommunerne om at begrænse udfoldelsesmulighederne for NCC og andre råstofgiganter.
 
Mon ikke hensigten med at lave råstofplaner på regionsplan bl.a. er at forhindre NCC og andre virksomheder af samme kaliber i at presse kommunerne ved at spille dem ud mod hinanden? Tør Horsens kommune lægge begrænsninger på gravetilladelsen som regionens administratorer ikke tør?
 
Et enkelt lyspunkt
 
På et enkelt punkt har administratorerne i regionen dog besident sig. Som beskrevet på Gantrup.dk lå der i starten af året ansøgningen om at få området helt ind midt i Gantrup udlagt som graveområde. Med det seneste kort over råstofindvindingsområdet er disse planer i det mindste droppet.
 
Igen: Det manglede også bare!


Share:

Indlæser Samtale

Seneste Nyheder

Årets petanque-mester

Jan Rask vandt i forbindelse med sommerfesten 2023 titlen som årets…

Rent vand fra undergrunden

Den nye vandboring lever op til forventningerne

Indbydelse til Arbejdsdag i Forsamlingshuset den 29.4.2023 kl.8:30

Nu er det tid for den årlige arbejdsdag i Forsamlingshuset 😊

Hvad vil vi med Gantrup?

Horsens kommune efterlyser vores synspunkter om, hvordan Gantrup skal…

Lynkursus i redigering af hjemmesiden

Lørdag den 18. marts kl. 14 i forsamlingshuset